Gradueret træning

ENERGIFORVALTNING

GRADUERET TRÆNING

Mange med vedvarende smerter lider under, at man ikke kan alt det, man før har kunnet, før man begyndte at få ondt. Måske kan du genkende dette: engang imellem oplever du en god dag, hvor du måske vågner om morgenen, og kan mærke, at smerterne ikke er så slemme, som de plejer.

 

Sådan en dag går du i gang med at lave noget af alt det, som du har ladet ligge på grund af smerter. Du kan være, at du går i gang med at gøre hele huset rent eller andre opgaver, som du ikke har nået som: at ordne vasketøj, rydde op i de bunker du ikke har haft overskud til som følge af dine smerter, motionere lidt ekstra, invitere gæster, gøre lidt mere ud af madlavningen eller lignende. Det går rigtig godt.

 

Desværre kommer der senere en "'regning", der skal betales. De fleste oplever, at efter opturen så kommer nedturen. Nedturen er som regel endnu værre end den daglige kroniske smertetilstand. Nogle kan næsten ingenting, nogle bliver nødt til at ligge i sengen. I behandlerkredse kaldes det "Boom and burst", der er et mønster med op- og nedture og meget karakteristisk for mennesker med vedvarende smerter. Det er meget vigtigt, at mønsteret bliver brudt, da det er en væsentlig årsag til at forværre og vedligeholde smertetilstanden.

 

Metoden til at ændre mønstret er Energiforvaltning og Gradueret træning.

Først skal du igang med at stabilisere dine daglige rutiner og gøremål, så du ikke bliver overbelastet og får nedture. Når dagligdagen er stabiliseret, begynder du meget langsomt og gradvist at træne dig op til at kunne en lille smule mere. Men stadig uden at overskride dine grænser.

 

Det lyder nemt. Men det er det meget sjældent.

Energiforvaltning (ressource balance) handler om, at der skal være balance i dit "daglige energiregnskab". Altså at dine daglige aktiviteter stemmer overens med dit daglige energiniveau. Mange af os er tilbøjelige til at ville mere, end vi har energi til, og så oplever du typisk, at der kommer "en regning" enten dagen efter eller dagen efter igen. Det er ok en gang imellem, men det fungerer ikke, hvis det er mere reglen end undtagelsen, at der venter "en regning" til senere, så er der brug for Energiforvaltning.

 

Arbejdet med Energiforvaltning foregår ved, at du skal udfylde et ugentligt aktivitetsskema med alle dine aktiviteter for den pågældende uge. Sammen kigger vi på dit udfyldte skema. Vi undersøger, hvor det går galt med energiregnskabet og hvor der skal justeres op og ned. Sammen laver en en plan for, hvad du skal arbejde med, indtil vi mødes igen. Det er typisk efter en til to uger. Nogle gange vil det være nok med få samtaler, andre gange er det nødvendigt med flere samtaler, før der er balance i energiregnskabet.

Gradueret træning (GET) er en meget langsom genoptræningsform, som hjælper dig til gradvist at forbedre din evne til at gennemføre nogle af de fysiske aktiviteter, som du ikke er i stand til at lave efter, at du er blevet syg, eller har fået vedvarende smerter.

 

Når du skal optræne en muskel, der har mistet sin styrke, kan det almindeligvis gøres relativt hurtigt. Men ved vedvarende smerter er det et overfølsomt og overaktivt nervesystem, som skal trænes. Og det skal gå meget langsommere, og tager meget længere tid.

 

Gradueret træning er en træningsform, der stiller krav til din tålmodighed. Træningen tager udgangspunkt i din aktuelle formåen. I gradueret træning starter du derfor med et lille træningsprogram, som du langsomt over tid øger.

 

Når du møder til gradueret træning hos FysioBAT, vil jeg med udgangspunkt i din fysiske formåen sammenholdt med dine mål planlægge dit træningsprogram. Den graduerede træning tilrettelægges således, at du er i stand til at træne hver dag, også på "dårlige dage". For eksempel kan dit første mål være at lave en øvelse daglig, gå 10 minutter hver dag eller andet, der hjælper dig til, at du når dit mål.

 

I gradueret træning kan du bruge alle former for træning og motion. Det vigtigste er, at du selv kan lide træningsformen, og at du træner hele kroppen – ikke kun den del, som gør ondt. Hvis du har særligt ondt et bestemt sted fx i nakken, kan det være godt at begynde med at træne resten af kroppen og undlade øvelser for nakken. Husk på at al slags træning er tilladt: svømning, gåture, rengøring, cykling eller andet, du skal bare mærke efter hvad, der opleves godt for dig og overholde træningsprincipperne.

 

Et typisk gradueret træningsforløb starter med en konsultation, hvor mål og første træning aftales. Herefter skal du i gang med at træne hjemme. Efter en til to uger møder du til en ny konsultation, hvor vi ser på, hvordan den første træning er gået, og aftaler ny træning, som du igen har ca. to uger til. Det er en træningsform, der tager tid, men med tålmodighed og vedholdenhed vil du opleve effekt af træningen.

22 46 36 64

Copyright © All Rights Reserved